FAQ
Ofte stillede spørgsmål om straffesager
En straffesag er sjældent kun jura. Den kan få betydning for frihed, arbejde, familie og fremtid. For mange er mødet med politiet og retssystemet forbundet med usikkerhed og pres.
Her finder du en gennemgang af nogle spørgsmål, der oftest opstår i en straffesag. Formålet er at give dig overblik og et klart udgangspunkt.
Har du brug for rådgivning eller repræsentation i en straffesag, er du velkommen til at kontakte mig direkte. Henvendelser behandles hurtigt og fortroligt.
-
En straffesag begynder typisk med, at politiet indleder en efterforskning. Du kan i første omgang være mistænkt uden at være sigtet. Når du formelt bliver sigtet, betyder det, at politiet vurderer, at der er rimelig grund til mistanke.
Fra det tidspunkt har du ret til en forsvarer.
Efter efterforskningen tager anklagemyndigheden stilling til, om der skal rejses tiltale. Hvis beviserne ikke er tilstrækkelige, kan sagen opgives. I mindre alvorlige tilfælde kan den afsluttes med en bøde.
-
Du har ret til at udtale dig – og ret til at tie.
En forklaring kan få afgørende betydning for sagens videre forløb og kan som udgangspunkt ikke trækkes tilbage. Det er derfor ofte hensigtsmæssigt at søge rådgivning, inden du afgiver forklaring. De dispositioner, der træffes tidligt, kan få betydning for hele sagen.
-
Ved anholdelse skal du oplyse navn, adresse og fødselsdato. Politiet kan foretage kropsvisitation, beslaglægge genstande, fotografere dig og tage fingeraftryk.
Du har samtidig en række rettigheder. Hvis du bliver anholdt, har du krav på at få oplyst, hvorfor du er frihedsberøvet. Du har ret til at kontakte en advokat og som udgangspunkt ret til, at advokaten er til stede under afhøringer. Du har også ret til, at pårørende underrettes om frihedsberøvelsen, medmindre særlige hensyn taler imod det. Under frihedsberøvelsen har du krav på forsvarlig behandling, herunder mad, drikke og nødvendig lægehjælp.
En anholdelse må som udgangspunkt ikke vare mere end 24 timer uden fremstilling i grundlovsforhør.
-
If you do not speak or fully understand Danish, you have the right to a qualified interpreter during police interviews and in court.
This is to ensure that you understand the charges against you, the legal process, and your rights — and that you are able to explain your version of events accurately.
You should not feel pressured to “manage in English” or proceed without an interpreter if you are not completely comfortable. Even small misunderstandings can have serious consequences in a criminal case.
The right to interpretation follows from Danish regulation and fundamental fair trial principles.
-
Et grundlovsforhør er det første retsmøde, hvis anklagemyndigheden ønsker varetægtsfængsling. Retten tager her stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt.
Der tages ikke stilling til skyld, men til om der foreligger begrundet mistanke, og om der eksempelvis er risiko for flugt, påvirkning af beviser eller gentagelse. En dygtig forsvarer sikrer, at retten får et fyldestgørende og nuanceret grundlag at træffe afgørelse på.
-
Varetægtsfængsling er frihedsberøvelse før dom. Den sker for en begrænset periode ad gangen – typisk op til fire uger – og kan forlænges ved nye retsmøder.
Afgørelser om fængsling kan kæres (klages) til landsretten. Under varetægtsfængsling kan retten beslutte besøgs- og brevkontrol, hvilket indebærer begrænsninger i besøg, breve og telefonkontakt.
-
Der er i start 2026 indført nye regler vedrørende varetægtsfængsling, som betyder, at man i visse tilfælde kan blive varetægtsfængslet i sit eget hjem med elektronisk fodlænke i stedet for at sidde i arrest.
Ordningen er et alternativ til almindelig varetægtsfængsling.
Det betyder, at retten – hvis betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt – kan bestemme, at du skal opholde dig i din bolig under elektronisk overvågning. Du må kun forlade hjemmet i det omfang, retten tillader det, og overtrædelse kan medføre, at du i stedet indsættes i arrest.
Det er ikke en ordning, man har krav på. Retten skal vurdere, om formålet med varetægtsfængslingen (fx at sikre, at du ikke påvirker beviser eller unddrager dig sagen) kan opfyldes ved ophold i hjemmet. Boligen skal være egnet til elektronisk kontrol, og der må ikke være forhold i sagen, der taler imod.
Ordningen gælder kun under efterforskningen – altså før der er afsagt dom. Det er noget andet end almindelig fodlænkeafsoning, som sker efter en dom.
Det skal understreges, at der er tale om en helt ny ordning, som blev vedtaget i starten af 2026. Der foreligger derfor ikke meget praksis på området. I alle tilfælde vil det altid være en konkret vurdering fra retten.
-
Politiet kan i visse tilfælde foretage ransagning og beslaglægge genstande, herunder telefoner og computere. Som udgangspunkt kræver det en retskendelse, men der findes undtagelser, så ransagning eller beslaglæggelse kan ske uden retskendelse.
Digitale spor spiller i dag en væsentlig rolle i mange straffesager. Det er derfor vigtigt tidligt at få overblik over, hvad der er beslaglagt, og hvilken betydning det beslagte kan få.
-
Varigheden afhænger af sagens karakter og kompleksitet. Nogle sager afsluttes hurtigt, mens andre kan strække sig over længere tid.
Mit fokus er at skabe struktur og en klar strategi fra begyndelsen, så du ved, hvad du kan forvente undervejs.
-
Ikke alle sager ender nødvendigvis med hovedforhandling.
En sag kan i visse tilfælde afsluttes med en bøde. Der findes også situationer, hvor anklagemyndigheden opgiver sagen på nærmere betingelser.
Valget af fremgangsmåde beror altid på en konkret vurdering af beviserne og de samlede risici.
-
En forsvarsadvokat arbejder udelukkende for dig og har tavshedspligt.
Jeg gennemgår politiets materiale, vurderer bevisernes styrke og svagheder og tager stilling til, om der skal anmodes om yderligere efterforskning. Jeg deltager i afhøringer og varetager forsvaret i retten.
Et effektivt forsvar kræver juridisk præcision, proceserfaring og strategisk overblik.
-
Du har frit forsvarervalg. Også hvis retten allerede har beskikket en offentlig forsvarer for dig, kan du anmode om at få den forsvarer, du selv ønsker. Det kan du gøre ved at oplyse politiet eller retten, at du ønsker ombeskikkelse til en bestemt advokat i stedet.
Alternativt kan den advokat, du ønsker - efter aftale med dig - sende en anmodning til retten om ombeskikkelse.
Salæret fastsættes af retten og har samme pris, uanset om du vælger en offentlig forsvarer eller en du selv har valgt.
Økonomi bør derfor ikke i sig selv være afgørende for dit valg.
Ved frifindelse betaler staten omkostningerne. Ved dom vil du som udgangspunkt blive pålagt at betale sagens omkostninger til staten. I visse tilfælde kan der være mulighed for at indgå en afdragsordning med staten, hvis staten beslutter det.
-
En dom kan være betinget eller ubetinget.
En betinget dom betyder, at frihedsstraffen som udgangspunkt ikke skal afsones, hvis du overholder de vilkår, retten fastsætter.
En ubetinget dom betyder, at straffen skal afsones. Afsoningen sker normalt i arrest eller fængsel, men i visse tilfælde kan den i stedet gennemføres i hjemmet med elektronisk fodlænke, hvis betingelserne er opfyldt.
I mange tilfælde kan der ske prøveløsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffen, forudsat at betingelserne er opfyldt.
-
Fra februar 2026 er der kommet nye regler, som gør, at flere ubetingede fængselsstraffe kan afsones med elektronisk fodlænke i eget hjem.
Tidligere var grænsen som udgangspunkt 6 måneders ubetinget fængsel. Den er nu hævet til 1 år, hvis betingelserne er opfyldt (bl.a. fast bopæl, beskæftigelse eller uddannelse og egnethedsvurdering).
Ændringen betyder ikke, at flere automatisk får en betinget dom. Den vedrører alene, hvordan en ubetinget straf kan afsones.
-
If you are not a Danish citizen, a criminal case may affect your right to stay in Denmark.
In certain situations, the court must consider whether a conviction should result in expulsion. This depends on factors such as the type of offence, the length of the sentence, how long you have lived in Denmark, and your family and social ties here.
EU/EEA citizens are protected by stricter proportionality requirements, and expulsion generally requires more serious grounds. Third-country nationals (non-EU citizens) may face different and, in some cases, stricter rules.
Because the immigration consequences can be as serious as the criminal penalty itself, these issues should be assessed from the beginning and form part of the overall defence strategy.
-
En dom kan fremgå af din private straffeattest i en periode. En betinget dom fremgår typisk i tre år fra afgørelsen. En ubetinget dom fremgår normalt i fem år fra løsladelsen. En bøde for overtrædelse af straffeloven slettes som regel efter to år.
Fristerne regnes som udgangspunkt fra tidspunktet for endelig dom eller ved frihedsstraf fra løsladelsestidspunktet.
Der findes også en offentlig straffeattest med længere registreringsperiode, hvilket kan have betydning for arbejde, autorisation mv. rejseforhold.
-
Straffesager mod unge kan behandles efter særlige regler, hvor der lægges vægt på alder, modenhed og sociale forhold.
Børn under 15 år er ikke strafferetligt ansvarlige og kan derfor ikke dømmes. I stedet håndteres sagen af kommunen, og i alvorlige tilfælde kan den behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet, som kan fastsætte et struktureret socialt forløb.
Unge mellem 15 og 17 år er strafferetligt ansvarlige og kan dømmes ved domstolene. Der kan anvendes særlige sanktioner som ungdomssanktion og sociale myndigheder inddrages ofte parallelt med straffesagen.
-
Det anbefales, at du tager kontakt hurtigst muligt.
Tidlig rådgivning kan få afgørende betydning for sagens udvikling. Klar struktur og strategi fra begyndelsen kan skabe rammen for et stærkt udgangspunkt – både under efterforskningen og i retten.